Partner
København Danser

Siden den første gæsteforestilling i 2020 har København Danser præsenteret mere end 14 forskellige produktioner i Danmark. Repertoiret spænder fra nogle af verdens mest markante kompagnier og koreografer til banebrydende værker, der ofte vises i Danmark for første gang. Forestillingerne opføres rundt omkring på Københavns førende scener og præsenterer ambitiøs og vedkommende dans i krydsfeltet mellem det klassiske og det eksperimenterende.
Det er en grundlæggende filosofi hos København Danser, at man ikke behøver at være ekspert i dans for at kunne opleve det i verdensklasse; tværtimod, jo stærkere en forestilling er, desto større gennemslagskraft har den - og desto bredere rammer den.
Hver sæson tilrettelægges med fokus på både kunstnerisk topkvalitet og samfundsmæssig relevans, med ambitionen om at inspirere og udfordre det kreative miljø i Danmark. Gennem forestillinger og relaterede aktiviteter bidrager København Danser til at styrke dansens position – både nationalt og internationalt.
I oktober 2025 slog København Danser desuden dørene op for et stort dansehus på Østerbro, København Danser Studios. Her udbydes et bredt skema af drop-in undervisning på alle niveauer og indenfor mange forskellige genrer, og stedet danner også rammen fo et allerede udbytterigt Residency Center samt kontorer, der huser aktører inden for dansefeltet. Studios fungerer som en selvstændig enhed under København Danser, men med den helt samme ånd og ambition: at gøre dans og bevægelse mere tilgængelig for langt flere.
Om det er på scenen, i studiet - eller endda ude i gadebilledet - er overbevisningen den samme: Verdensklasse trives i øjenhøjde.